A: La Morra
Lette, delikate, næsten feminine vine, som
dog er meget komplekse. Dufte af røde bær, skovbund, svampe og trøfler.
B: Barolo
Minder om dem fra
La Morra, men lidt mindre rafinerede og til gengæld mere struktur og fylde.
C: Castiglione Falletto
Stadig elegante vine, men endnu mere struktur og fylde end Barolo. Vinene kræver også mere tid til at modne.
D: Monforte d'Alba
Mørke og kraftfulde vine, som duftmæssigt nærmer sig tørret frugt
og tjære. Meget højt garvesyreindhold og dermed stort lagringspotentiale.
E: Serralunga d'Alba
Minder om Montforte d'Alba, kraftige vine med meget tannin, som kræver
mange års lagring. 70% af produktionen laves af Fontanafredda.
Det siges om Barolo, at den er vinenes konge og kongernes vin! Større kan
det vist ikke blive. Barolo har sit velklingende navn fra landsbyen Barolo, der ligger i Langhe. Barolo har en kendt lillebror, Barbaresco, som den ofte sammenlignes med. Fællestrækkene er, at Barolo og Barbaresco altid laves 100% på Nebbiolo.
Nebbiolo er den kvalitetsmæssige bedste blå sort i Piemonte.
En Barolo er som ung lukket og præget af barske tanniner. Men allerede efter et par år begynder den gradvist at åbne op. Farven skifter til teglrød
og bevæger sig over mod orange, jo ældre en Barolo bliver. Duften er meget kompleks og indeholder alskens røde bær og mørke frugter. Aromaerne spænder over både florale elementer og
mørkere noter som trøffel, chokolade og lakrids, der alle ændres jo ældre den bliver. Frugten går fra at være frisk til tørret. Det samme gælder for de florale elementer, der går i retningen af
tørrede blomster og urter. En Barolo er en aromabombe, der skifter karakter med alderen, men uden at miste sin intensitet.
De to Barolo-skoler
Der er flere skoler indenfor Barolo, hvor man i grove træk
kan inddele dem i den nye og den gamle skole, eller traditionalisterne om man vil. Vine af den nye skole har en blødere garvesyre, er bedre balanceret og kan drikkes tidligere - uden at give afkald på Barolos dyder. Den nye skole kan endda finde
på at lagre vinen på nye træfade, hvilket er helt utænkeligt for traditionalisterne, der sværger til lang tids langring på gamle træfade, som ikke præger vinene med moderne elementer som fx vanille. Ikke helt
overraskende mener traditionalisterne ikke, at den nye skole laver vin, som bør kaldes for Barolo. De står for lang tids modning på gamle træfade og det skal der ikke laves om på. Udbuddet af Barolo er dog så stort, så
der er god plads til begge skoler - og vinene har trods alt mere til fælles, end de er forskellige.
Produktionsdata i 2013
Producenter | 1.163 |
Mængde produceret | 5.000.000 liter |
Maksimalt afkast | 8000 kg/ha |
Maksimalt afkast fra druerne | 65% |
Minimum alkoholprocent | 12,50% |
Påkrævet lagringstid | 3 år |
Tag en tur til Barolo - det tager 3 timer at køre til Barolo, men det er turen værd. Tag en overnatning i Barolo i en af de mange "Bed & Breakfast" og slå dig løs med smagning
på de mange vingårde og vinudsalg, hvor de fleste gerne vil give prøver på de flotte vine området producerer.